Eleftersyn og Elrapport

Elinstallationsrapport

En elinstallationsrapport udarbejdes af en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Boligens elektriske installationer undersøges for, om de er lovlige og funktionsdygtige. Det er en forudsætning for at tegne ejerskifteforsikring, at der findes en elinstallationsrapport (og en tilstandsrapport). Rapporten er gyldig et år efter udarbejdelsen.

Elinstallatøren gennemgår bygningens elinstallationer. Gennemgangen omfatter bl.a.

  • Stikprøver af stikkontakter og lampeudtag
  • Kontrolmåling af fejlstrømsafbrydere
  • Gennemgang af materiel omkring elinstallationerne

I rapporten angives hvert forhold på skalaen:

  • IB: Ingen bemærkninger
  • K0: Kosmetisk skade
  • K1: Ulovligt forhold, som ikke umiddelbart er farligt og som ikke påvirker funktionsdygtigheden.
  • K2: Ulovligt forhold, som på længere sigt indebærer risiko for personskade og brand eller mangelfuld funktionsdygtighed i mindre dele af installationen
  • K3: Ulovligt forhold, som på kort sigt indebærer risiko for personskade og brand eller mangelfuld funktionsdygtighed i hele eller dele af installationen
  • UN: Undersøges nærmere

Skalaen minder om skalaen i tilstandsrapporten, men dækker ikke over det samme.

Gennemgangen af bygningens elinstallationer omfatter ikke rent bagatelagtige forhold, der ikke påvirker elinstallationernes funktionsdygtighed bemærkelsesværdigt, dele af elinstallationerne som ikke er tilgængelige (som f.eks. under et sænket loft), elinstallationer uden for bygningen og hårde hvidevarer.